Nyhed

EUs nej til udlændingeaftale er nej til dansk demokrati

Kommissionen har afvist VKO-forsøger på at omgå EF-domstolens Metock-dom. Foto: Court of Justice of the European Communities

25. juli underkendte EF-domstolen den danske lovgivning om opholdstilladelse. 22. september indgik regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om lovgivningen, som hermed skulle tilpasses EU-dommen uden at gøre udlændingepolitikken mindre stram. Nu har EU-kommissionen vendt tommelfingeren nedad til aftalen i følge en rapport, der formelt offentliggøres på onsdag, men som Mandag Morgen nu har beskrevet.

- Dette handler ikke om den ene eller anden udlændingepolitik, men om det er EU eller det demokratiske valgte folketing, som bestemmer politikken i Danmark. Folkebevægelsen mod EU mener, at udlændingelovgivning selvfølgelig skal være i overensstemmelse med internationale menneskerettighedskonventioner, men den skal vedtages af vores politikere og ikke dikteres fra Bruxelles. EU og EF-domstolen bør for eksempel heller ikke bestemme arbejdsmarkedspolitikken, som de gør det med bl.a. Vaxholm-dommen, udtaler Ditte Staun, som er talsperson og en af spidskandidaterne for Folkebevægelsen mod EU.

- Regeringen og Dansk Folkeparti ønskede i september at lægge låg på denne meget vigtige debat for i stedet at snakke endnu flere stramninger på udlændingeområdet. Det ser nu ud til at mislykkes. Debatten om EUs magt er kommet for at blive. Folkebevægelsen vil sørge for, at den kommer til at indtage en central rolle i valgkampen op til valget til EU-parlamentet i 2009. Vi er sikre på, at flertallet af den danske befolkning ikke ønsker mere magt til EU.

Ønsker I yderligere oplysninger, kan I kontakte:
Ditte Staun, talsperson for Folkebevægelsen mod EU, på mobiltelefon 25 60 62 33 / e-mail: ditte@folkebevaegelsen.dk
Ib Roslund, informationschef for Folkebevægelsen mod EU, på mobil 20 16 65 67 / e-mail: ib@folkebevaegelsen.dk

Læs mere på Folkebevægelsens hjemmeside – www.folkebevaegelsen.dk